Forstå fjernvarmeskandalen fra Odsherred

Odsherred Forsyning har gennem de seneste måneder været ramt af en række sager, som har haft konsekvenser for både borgere og politikere i kommunen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er en kæmpe skandale. Når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanke om noget lignende.

Sådan beskriver Per Nikolaj Bukh, som er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, sagen om det skandaleramte Odsherred Forsyning.

En sag, som startede midt i marts, hvor det kom frem,  at "alvorlige" fejlberegninger i flere fjernvarmeprojekter i Odsherred Kommune, havde ført til en politianmeldelse af selskabets økonomidirektør og en advokatundersøgelse.

Odsherred Forsyning, står blandt andet bag en række projekter, som skulle forsyne 2.500 husstande med fjernvarme, og i den forbindelse blev der givet en kommunal garanti på 576 millioner kroner.

En alvorlig regnefejl

Sagen om Odsherred Forsyning rullede for alvor, da selskabet den 24. januar besluttede at afskedige økonomidirektør Claus Thorsen forud for en gennemgang af selskabets økonomi med begrundelsen, at han havde overtrådt selskabets interne retningslinjer.

Sagen blev for alvor offentligt kendt, da forsyningsselskabet udsendte en pressemeddelelse den 16. marts, hvor det fremgik at fjernvarmeprojektet i Odsherred ville blive meget dyrere end først antaget, da Claus Thorsen, havde begået en fejl og var blevet politianmeldt. 

Derudover fremgik det, at man havde sat gang i en advokatundersøgelse, som skulle komme til bunds i sagen.

Som konsekvens af de mange uoverensstemmelser i økonomien, hvor anlægsomkostningerne steg fra 950 millioner kroner til 1,6 milliarder kroner, blev fjernvarmeprojektet stoppet den 9. april, uden en ny opstartsdato til trods for, at flere borgere havde frakoblet gassen og kun ventede på den endelige tilkobling.

Det gjaldt også det igangværende anlægsarbejde i Vallekilde og Hørve og de udestående projekter i Fårevejle og Asnæs.

Politiske konsekvenser

Den 23. april fik sagen politiske konsekvenser, da byrådsmedlem Mathias Hansen (V) valgte, at trække sig fra posten som formand for Odsherred Forsyning. Han valgte at trække sig, da han oplevede, at der ikke længere var tillid til ham. 

Allerede få dage efter var medlemmerne af økonomiudvalget i Odsherred Kommune klar med en ny kandidat til bestyrelsesformand for forsyningsselskabet.

Den 23. april valgte Mathias Hansen (V) at trække sig fra posten som bestyrelsesformand. Arkivfoto.
Den 23. april valgte Mathias Hansen (V) at trække sig fra posten som bestyrelsesformand. Arkivfoto. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Den 26. april blev kommunaldirektør Claus Steen Madsen forslået som bestyrelsesformand. Dette blev dog frarådet af kommunens advokater. Få dage efter var økonomiudvalget klar med en ny kandidat. 

Den 30. april blev Susan Münster, som er direktør i brancheforeningen Danske Vandværker og har tidligere været direktør i Holbæk Forsyning, indstillet som ny formand for Odsherred Forsyning.

Tingene var ikke som de skulle være

Sagen fik også konsekvenser for direktionen. 

Den 30. april meldte Fanny Villadsen, som har været direktør for Odsherred Forsyning siden 2019, også sin afgang. 

Fanny Villadsen har været direktør for Odsherred Forsyning siden 2019. Arkivfoto.
Fanny Villadsen har været direktør for Odsherred Forsyning siden 2019. Arkivfoto. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Ifølge Sjællandske var Fanny Villadsen på barsel fra 1. december 2022 til 1. august 2023. I den periode var Claus Thorsen konstitueret direktør. Da hun vendte tilbage, gik det op for hende, at tingene ikke var, som de skulle være.

Læs også
Fjernvarmeskandale risikerer at ramme skatteborgerne
Læs også
Fjernvarmeskandale risikerer at ramme skatteborgerne

- Det stod tydeligt for mig, at noget var galt med økonomien, især i fjernvarmeprojekterne. Det kulminerede med exit-forhandlinger med Aarsleff hele efteråret, fyring af økonomidirektøren i januar måned og efterfølgende granskning af økonomien, siger hun til Sjællandske.

Garanti på ulovligt grundlag

På et ekstraordinært byrådsmøde den 2. maj, besluttede byrådet at stille en garanti på 110,9 millioner kroner til Odsherred Forsyning, da man frygtede for konkurs. 

I frygt for at Odsherred Forsyning går konkurs, valgte byrådet at stille en garanti på 110,9 millioner kroner. Arkivfoto.
I frygt for at Odsherred Forsyning går konkurs, valgte byrådet at stille en garanti på 110,9 millioner kroner. Arkivfoto. Foto: Rasmus Krøll - TV2 ØST

På det samme møde kom det også frem, at den garanti kommunen tidligere stillede i forbindelse med optagelse af lån til at bygge et nyt domicil i Vig, var ulovlig.

På byrådsmødet måtte borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) erklære sig selv og flere andre byrådsmedlemmer inhabile. Herefter forlod hun byrådssalen og overlod pladsen til viceborgmester Niels Nicolaisen (V).

Ifølge Karina Vincentz er det langt fra sikkert, at sagen er afsluttet efter torsdagens byrådsmøde.

- Jeg kan ikke garantere, at der er sket det sidste i denne her sag. Jeg bliver hele tiden overrasket, siger borgmesteren.



Nyhedsoverblik